6 år med Watery

Historien bagved facaden fra kælder
til 45 kollegaer

Watery.dk´s historie startede tilbage i 2016, hvor jeg (Daniel Johannesen), efter en svømmetræning i bruseren, tog en samtale med mine svømmekammerater fra umiddelbart uskyldig til det ekstreme niveau: At starte en virksomhed. I en alder af dengang 17 år. Mens jeg gik i gymnasiet. Og svømmede 7-8 gange om ugen.

Vi var alle syv enige om at være ærgerlige over, at den der voldsomt fede svømmeshop bare ikke fandtes i Danmark - som vi kendte dem fra USA. Altså, der hvor ALT vi skulle bruge som seriøse svømmere kunne findes. Den shop, som skabte et fællesskab omkring svømmerne i Danmark, hvor rådgivningen rent faktisk kom fra andre passionerede svømmere og som ikke tog de typiske 4-7 dage om at levere.

Det kunne gøres bedre blev min umiddelbare konklusion. Og det blev starten på Watery.dk - med de første 14 kasser med varer opmagasineret hjemme i min fars kælder.

Forud gik der dog mere end 10 år for mit vedkommende, som først babysvømmer, så på undervisningsholdet i Horsens Svømmeklub og til sidst 6 år på førsteholdet som elitesvømmer.

I dag er fars kælder byttet ud med et nyt hovedsæde i midten af Horsens, hvor mere end 45 kolleger er med på holdet. Fælles for os alle er glæden ved de mange oplevelser i og omkring vand - uanset aktiviteten.

I de mellemliggende år er der altså sket meget. Vinder af E-handelsprisen “Årets Ener” og “Årets Iværksætter i Horsens” indenfor få måneder, en deltagelse på landsdækkende TV i Løvens Hule (med en anderledes afslutning), en katastrofal produktion af vores første egne produkter, et vaskeægte eventyr med paddleboards, fire midlertidige hovedsæder og en hel del mere.

Find badetøjet frem og tag en tur down-memory-lane med mig og Watery gennem de sidste 6 år herunder.

2005

Det første frø
8 år gammel og allerede klar til at erobre svømmeverdenen
2005

Tak mor

Jeg blev nærmest født med vand i stedet for blod.

Med en mor, som svømmede på konkurrenceplan i Ikast (mellem os var hun dog ikke den bedste) og to brødre, der prøvede at følge efter, så havde jeg heller ikke rigtigt noget valg, da det kom til stykket. Svømningen kaldte også på mig

Udover den typiske babysvømning, så kom min mor med en klar hensigt i 2005, da jeg var 6 år: Jeg skulle starte på “delfin-holdet” i den lokale Horsens Svømmeklub med ét formål: 

"Du skal bare lære at svømme. Er det ikke sjovt, så kan du stoppe på sekundet, men først når du har lært det."

Heldigvis lærte jeg hurtigt at svømme og holde mig oven vande = En glad mor.

Men til min mors store glæde, så opdagede jeg undervejs også hvor fantastisk sjovt og befriende det var at være aktiv i vand = En glad dreng.

2014

Skal eller skal ikke? Hmm..
Januar 2014

Flere morgentræninger kl. 5, Daniel? Ja tak!

Jeg undres stadig den dag i dag over det meget entusiastiske svar, jeg som 15-årig kom med til min svømmetræner. Specielt med tanke på at jeg er ret god til at lege sovetryne med snooze-knappen. 

Men igen, når man er omringet af ens bedste venner og har et mål i horisonten, så sker der ting og sager med en. 

Baggrunden var min kommende oprykning til førsteholdet i Horsens Svømmeklub. En stor milepæl efter næsten et årti med svømning op gennem konkurrence-holdene (tør slet ikke tænke på det antal baner frem og tilbage, som jeg har svømmet i de samme få pools..)

De kommende år fulgte med 7-8 ugentlige svømmetræninger (heraf 3 af dem før skole, dét er altså lige lige svært at komme op hver gang), svømmestævner i weekenden, træningslejre i ferierne og et stort behov for at indtage mad… Selv tak, mor!

2016

Fra uskyldigt til det ekstreme - Watery´s lancering
Marts 2016

Hvad der sker i omklædnings- rummet, skulle blive der...

En uskreven regel blandt konkurrencesvømmere i Danmark, siger at: "Det, der sker i omklædningsrummet, bliver i omklædningsrummet."

Hvis jeg bare havde holdt mig til det i 2016, så havde jeg undgået 16 timers arbejdsdage de næste år, ville stadig have min konfirmation opsparing på 40.000 kr. i banken og sandsynligvis stadig svømme på konkurrenceplan den dag i dag. 

Men ak, den tilfældige snak med mine svømmekammerater i badet efter en almindelig svømmetræning i Marts 2016 blev siddende i hovedet: Jeg var nødt til at skabe min egen svømmeshop. 

Det kunne ikke passe at det skulle tage 4-7 dage at få leveret sit nye svømme grej. Ej heller at vi ikke kunne finde alt det vi som svømmere skulle bruge ét sted på en dansk webshop. Og community om den fælles passion? Det var der ikke meget af hos de eksisterende… 

Med enhver ung mands naivitet lød det altså nogenlunde lige til at gøre noget ved. 

Godt jeg ikke dengang vidste hvad der ventede mig af udfordringer 😅

Jeg kunne ikke finde et billede af svømmefyrene & jeg fra bruseren (gad vide hvorfor..), men her er vi på en af ​​mange træningslejre.
Juli 2016

... også en afvisning af dimensioner og en lang (skrive-)sommer

Der skal meget til at slå en 17-årig gut med en storstilet plan ud af kurs.

Men når selveste Statsforvaltningen afviser én blankt til at må drive, eje og være direktør i en virksomhed før den overhovedet er startet (ja, det skulle jeg underligt nok ansøge om, da jeg var “mindreårig”), så kan man enten bare droppe det eller bevise deres fejl. 

Jeg valgte (selvfølgelig) det sidste.

Mens det juridiske kom på plads ved en omvej, så satte jeg mig ned i kælderen sommeren over og fik skrevet produkt- og kategori tekster til vores 300 lancerings-produkter. Som selvstændig (og når pengene er små) er der ikke rigtigt andre til at gøre det jo.

Selv ikke to klager kunne omgøre deres beslutning, så Paw Holdgaard (min far) endte med at blive første ejer og direktør i Watery
September 2016

Hvem har brug for et soveværelse?

Nu spidser det til. Leverandørerne er kontaktet og varer for 100.000 hårdt tjente kroner, fra konfirmations opsparingen og som frugt og grønt dreng i Bilka, er ankommet (en historie til en anden gang). Teksterne er skrevet. Logoet er blevet flot. Det juridiske er på plads. Webshoppens design nærmer sin afslutning. 

Watery er for alvor ved at være klar til at gå i luften og sende pakker ud…. fra mit lille, ydmyge værelse i min fars kælder. 

Helt bogstaveligt talt blev mit værelse inddraget til Watery´s første hovedkvarter med lager, kontor, spisesal, møderum - det eneste oprindelige tilbage var sengen, som jo også var brugbar i arbejdstiden, når arbejdsdagene blev sene og lange (og det gjorde de). 

Alt imens jonglerede jeg 2.G på det lokale gymnasium samt min svømmekarriere med de 7-8 ugentlige svømmetræninger. Det var ikke nemt, men for filan det var sjovt!

November 2016

Mod alle odds kom der rent faktisk bestillinger (og flere af dem)

Når jeg i dag kigger på den hjemmeside, som jeg lancerede Watery.dk med 1. November 2016, så forstår jeg faktisk ikke at vi fik nogle bestillinger. Stavefejl på front-banneret, brug af et ulovligt billede af Jeanette Ottesen som jeg ingen rettigheder havde til, 6 totalt forskellige farver og to ens billeder lige ved siden af hinanden (hvorfor ikke bare lave ét samlet🙈 ?)

Men det er jo også det smukke og fede ved en iværksætter-rejse som Watery helt fra bunden: Man bliver klogere og dygtigere undervejs. 

Ikke desto mindre, så kunne jeg allerede i løbet af den store åbningsweekend sætte min lillebror, Mathias, i arbejde. 13 bestillinger blev det til. Det var for fedt og en kæmpe sejr!

2017

Hvad gør man når kontoen står i 0?
Februar 2017

Far, jeg er altså på forsiden af Børsen!

3-4 måneder efter lanceringen var der allerede begyndt at være bestillinger hver dag. Og flere af dem. Det var bare for stort at se ens ide udfolde sig så hurtigt i svømme-verdenen. 

En enkelt vejrtrækning glippede dog, da Børsen (altså det største erhvervsmagasin i Danmark 😳) skrev og gerne ville lave en artikel om min opstart som ung iværksætter og hvordan jeg kombinerede det med svømningen og skolen i så ung en alder. Og ikke mindst, hvorfor jeg havde kombineret min eksisterende fritidsinterresse for svømningen med forretning i Watery? 

Artiklen i Børsen blev fulgt op af flere andre medier og dermed var Watery med ét for alvor kendt ude i danske land. Det skabte for alvor travlhed for mig, som førte til den nok største beslutning for Watery´s fremtid.. 

Juni 2017

Watery lægger min svømmekarriere i graven

Jeg har altid bildt mig selv ind at det var min manglende store fysik i bassinet, der gjorde udslaget (jeg er er ret spinkel og lille af kropsform, ihvertfald sammenlignet med de store brød ved de andre startskamler) - men når alt kommer til alt, så var kombinationen af Watery, svømmekarrieren og skolegangen ved at vokse mig fra hovedet. 

Jeg måtte i sommeren 2017 til at vælge. 

Jeg havde i månederne forinden opnået min store svømme-drøm om at deltage og komme i finalerne ved de danske junior-mesterskaber i 200 fly (tiden var 2.20.14 - kan du måske slå den?)

Så det blev altså endestationen for min personlige 10-årige svømmetur fra babysvømmer, børne svømmer og til slut konkurrencesvømmer i Horsens Svømmeklub

Jeg kan stadig huske den lidt ambivalente følelse i maven, på vej hjem fra at have sagt stop til min svømmetræner. En mærkelig blanding af ekstrem glæde, nervøsitet, uvished og spænding. 

For i virkeligheden var det blot et tilvalg af Watery - og ikke et fravalg af konkurrencesvømningen. Nu skulle der bare for alvor fart på Watery og det kunne slet ikke gå langsomt nok. Jeg glædede mig som et lille barn igen.

Mange ting har svømningen givet mig, heriblandt flere priser - men som det vigtigste, så gav det mig en tro på at meget kan opnås med hård flid, fokus på detaljerne og benhård målrettethed.
September 2017

Ingen penge til at annoncere? Så må jeg jo komme til kunderne

Hvis der var én ting, som svømningen lærte mig, så var det at kæmpe lige den my mere end mine konkurrenter og hele tiden se muligheder og forbedringer. Det er de små detaljer, der tæller i vandet - og det fandt jeg også ud af i forretningsverden. 

Jeg vidste nemlig fra min svømmekarriere at der til weekend svømmestævnerne rundt omkring i landet altid var samlet 400-500 svømmere. Lige min målgruppe for Watery og en masse af dem.

Samtidig havde jeg ikke rigtigt nogen penge til annoncering på Facebook eller Google (hver en krone tjent blev brugt på at udvide produkt-udvalget dengang…)

Kombinationen ledte til at jeg brugte 20 weekender hen over det kommende år på at stå ude i de danske svømmehaller for at sælge mit svømmeudstyr og badetøj til alle stævne-deltagerne. 

Selvom det lyder helt skørt i dag, så pakkede jeg hele lageret i kælderen ned fredag efter skole, lånte en trailer og fyldte den op om aftenen og kørte så afsted til København, Aalborg, Esbjerg, Odense osv. lørdag morgen indtil jeg var hjemme igen Søndag aften. 

Alt det bøvl gad mine konkurrenter da ihvertfald ikke, men det var bare til min fordel for jeg ELSKEDE at vejlede og møde kunderne fysisk. Og det gav lige præcis det kendskab, der skulle til for at tage Watery til næste step.

2018

Fra hobby til (vækst-)virksomhed
Februar 2018

En lejlighed på gågaden i Horsens til Watery

Det kan umiddelbart virke mærkeligt at placere et lager til en webshop på gågaden i Horsens, hvor en masse fysiske butikker typisk har hjemme. 

Ikke desto mindre var det det rette for Watery, da vi for første gang skulle flytte ud af reden (kælderen etc.). 

Tingene var begyndt at gå rigtig stærkt. Mere end 50 ordrer om dagen kom igennem. Vi havde udvidet med også at føre udstyr til åbent vand svømning og motionssvømning. Den første praktikant var kommet til (ret stort alligevel..). Og min far var ved at være træt af at der hele tiden bankede folk på hoveddøren for at afhente pakker derhjemme. 

Med kun skole og Watery at koncentrere mig om, så virkede en lejlighed i centrum som det det helt perfekte for en ung, sulten knægt.

Så kunne jeg køre i skole, komme tilbage til lageret og pakke, køre på cykel over i Bilka med ordrerne over skuldrene (eller i indkøbsvognen), give den gas ved computeren om aftenen og hoppe ind i baglokalet for at sove (shh ikke sig det til nogen).

Maj 2018

Prisvindende? Altså Watery? Er det rigtigt?

Det var stadig kun mig i Watery alt imens jeg var ved at afslutte gymnasiet. Hårdt til tider, ja. Men en seriøs drøm jeg udlevede på helt egen hånd. 

Den drøm blev så bare så meget vildere under mine sidste eksamener. Her var jeg nemlig midt i det hele nomineret som “Årets ener” til E-handelsprisen. Altså der hvor Mobilepay, Nemlig.com og Proshop typisk bliver hyldet. 

Nu var det så bare lille Watery, der skulle kæmpe for prisen blandt creme de la creme i dansk e-handel. Og vi vandt sku! (af fejrings-grunde kan jeg ikke rigtigt huske mere fra den aften, men kæmpestort var det)

Et par måneder senere tog Watery endnu en pris som Årets iværksætter i Horsens Kommune.

August 2018

De første kollegaer (udover lillebror) støder til

Det var endelig slut med mit singleliv i Watery. Der skulle andre boller på bordet, for +60.000 glade kunder havde allerede haft en god oplevelse, så konceptet var klar til at skulle bredes mere ud. 

Jeg var samtidig blevet færdig med gymnasiet, så nu skulle der rent faktisk også tjenes penge. Eller, det vil sige 2.000 kr til min løn (jeg boede jo stadig hjemme og var blevet særligt glad for frysepizzaer). 

Den første jeg kunne byde velkommen var Martin. Dernæst fulgte Marvin, Nicolai og Casper i løbet af det næste halve år. For med flere hænder, så begyndte væksten for alvor også at tage fart. 

Allerede her havde vi tilsnærpet os positionen som Danmarks største svømme shop med mere end 6.000 produkter indenfor banesvømning, åbent vand, snorkling og børnesvømning. Et vendepunkt for vores historie kan man godt sige.

November 2018

Vores første rigtige lagerbygning

År 2019 kom snigende og her ventede en STOR nyhed, som med garanti ville sætte ekstra fart på Watery. 

Inden da var vi derfor nødt til endnu engang at flytte virksomheden. Det, der i starten var et showroom i Watery´s lejlighed, var i mellemtiden blevet fyldt med række-reoler. Sengen var blevet inddraget til skraldeplads. Og hele lejligheden var blevet til ensrettede veje. Det gik bare ikke mere (selvom der kun var gået 7 måneder siden vi flyttede ind 🤦‍♂️)

En smule ældre, en smule klogere og stadig utroligt klar på at skabe Danmarks fedeste vandsports-shop, besluttede jeg mig for at leje et dobbelt så stor kontor og lager til Watery. 350 kvadratmeter virkede som mere end rigeligt til 3 års vækst (men jeg skulle hurtigt blive klogere igen…)

2019

Kan man sige nej til Jesper Buch?

Anbefalet til dit køb

32% køber disse produkter sammen med din kurv

Luk kvikshop
Luk
  • Søgeresultater
  • Produkter

Søgeresultater

    Ingen resultater for ""

    Spørg vores kundeservice

    Ring til os

    71 74 71 94

    Skriv til os

    support@watery.dk

    Åbningstider

    Ma-Fr: 08-22 / Lø-Sø: 10-22

    Chat med os

    I højre hjørne